19. oktober til 6. november

Vi valgte at tage med ham på “Andesbjergenes hemmeligheder”, en rejse i inkaernes rige, og vi fortrød det ikke et øjeblik. 

La Paz

Vi mødte hekse og købte magiske figurer af en heks.  Vi så på de mange, mange varer, der alle ser så lækre ud, men vi er sikre på at møde noget endnu bedre senere på vores rejse, og nøjes derfor med postkort og et enkelt sjal.

Vi var på besøg i Månedalen, der er et goldt område, der er eroderet af vejr og vind.  Det var et meget specielt område, der var interessant og ikke mindst spændende at se.  Midt i den store ødemark, stod der en bolivianer og spillede på Panfløjte.  Han var ikke særlig god til det, men det lød meget hyggeligt.

Vi oplevede demonstrationer med stort politiopbud. På trods af politiafspærringer fik vi lov til at komme ind til Præsidentpaladset.  Vi var ikke inde i paladset, men nøjedes med at nyde den flotte bygning udefra. I parken var der så mange duer, at der næsten ikke var til at gå for dem.

Vi døjede med at trække vejret på grund af den tynde luft.  En gåtur kunne tage modet fra selv den mest entusiastiske.  Vi fik lært at bruge internetcaféer, og endelig foregik spisningen på gode steder, som vores rejseleder Klaus Aarsleff kendte godt.  La Paz blev stedet, hvor vi smagte lamabøf.  

COCABLADE

Cocablade kan købes overalt.  Klaus købte vores på heksemarkedet i La Paz.

 Til “et skud” hører der en lille håndfuld blade, der skal tygges grundigt sammen med en sort substans.  Det hele smager ligesom en nyslået kløvermark.  Resultatet af tygningen er en let sovende tunge, men afhængigheden kommer først, hvis man tygger mere end én gang på en dag, altså forblev vi uafhængige.  Enkelte fra gruppen nåede ikke så langt i tyggeriet før hele molevitten blev spyttet ud i en pose.

ALTIPLANO

TIAHUANACO

Vel nede fra pyramiden gik vi 3 meter ned i Det nedgravede tempel.  Templet er 26×26 meter og i muren er der sat forskellige hoveder ind.  Det menes at være billeder af overvundne fjender. 

Efter at have bevæget os 3 meter op fra Det nedgravede tempel, kravlede vi yderligere 3 meter op til Kalassasayatemplet.  I tempelområdet fandt vi Ponce-støtten, soltemplet og spor efter kobberbindingerne, der var brugt til at binde sten sammen med.  Vi fandt også helleristninger.

Pumapunku var en anden del af Tiahuanacoområdet.  Her fandt vi kæmpestore tempelsten, der lå hulter til bulter.  På nogle af stenene var der helleristninger, andre sten var smukt skåret til.  Ved en ny udgravning fandt vi andre former for udsmykkede sten.  Nogle med riller og nogle med huller.

TITICACASØEN

På Zurrig besøgte vi det lille sivbådsmuseum.  Det var meningen, at vi skulle se, hvordan en sivbåd skulle laves, men bådebyggeren var der ikke.   Det var på Zurrig, at Thor Heyerdahl fik hjælp til at bygge en brugbar RA II, der kunne klare en sejltur tværs over Atlanten.

Efter besøget sejlede vi videre, og vi gik i land samme sted som Bolivia har flådebase.  Basen består af 2 små skibe og 1000 mand stationeret i La Paz.  Et stort beredskab til at vogte de få km grænse i Titicacasøen.

Mens vi sejlede var vores bus kørt fra hotellet (med vores bagage) til et overfartssted tæt på flådebasen.  Det var ikke tilladt at have passagerer med på samme overfart som bussen, og det forstår man godt, når man ser, hvor faretruende sådan en sejltur ser ud.

Bussen ventede på os, og vi kørte en times tid, inden vi kom til Copacabana.  Copacabana var sidste chance for at sende post til Danmark.  Vi fandt posthuset, som desværre havde middagslukket.  Udenfor fandt vi en meget simpel postkasse.  Det var en sprække med et håndskrevet A4-ark med teksten “Mailbox”.  Vi var noget spændte på, om posten nåede hjem til vores forældre.  Kortene nåede frem efter vi kom hjem.  Her skulle vi se Katedralen med Den sorte Madonna, der aldrig kommer udenfor kirken.  Normalt kan man heller ikke se hende, men den dag vi var der, må der være sket noget specielt, for hun stod i sin glasmontre og vendte ansigtet ud mod kirkerummet.  Hun var i den fineste sølvkjole. 

Udenfor var der ingen grænser for, hvad der kunne købes.  Alle former for magi til at beskytte sig mod alt og alle.  Der var falske penge, som skulle bringe velstand til huset.  Endelig stod der mange, meget pyntede biler.  De var der for at blive velsignet.  Har man med transport at gøre i Bolivia, skal bilen velsignes af Den sorte Madonna, ellers går det galt.

Efter frokost på et af Klaus’ ydmyge steder med søudsigt kørte vi langs søen, op og ned ad bjerge mod Peru.  Det var en fantastisk flot køretur

Undervejs så vi to små drenge pløje med en rigtig inkaplov.  Vi stoppede og spurgte om vi måtte fotografere dem.  Det fik vi lov til, og naturligvis betalte vi dem godt.  De fik mere end en normal dagløn, så måske holdt de fri resten af dagen, så de kunne komme i skole.

PUNO

Endelig nåede vi Puno, som så ufattelig beskidt og trist ud, men vi vidste, at der ikke var nogen grund til nervøsitet.  Vi skulle nok komme til at bo ordentligt.  Vi var trods alt lovet 1. klasses hoteller hele vejen rundt, og indtil videre var løftet blevet holdt.

Vi fortsatte ud ad byen og ned til Titicacasøen.  Her lå vores hotel, der var mere end 5-stjernet.  Hotellet lå på en halvø ude i søen.  Vi blev modtaget med cocathe i en mægtig stor, marmorbeklædt hall.  Klaus fik vores pas og vi fik værelsesnøgler.  På værelset blev vi mødt med airconditionanlæg, der stod på fuldt blus, og for at gøre det fuldendt var der skruet op for varmen.  Det var lige rigeligt.  Vi fik lukket for varmen og for airconditionen og endelig fik vi lukket vinduerne op.  

Også her var der den skønneste udsigt, og ved solopgang var der ekstra smukt.  Om morgenen bemærkede vi mange både, der var på vej ud til sivøerne.  Det var ikke turister, men sivøernes “beboere”.

SIVØERNE

De opdrættede skarver, så de skarvæg der lå rundt omkring i sivene værnede man om.

Det var meget spændende, og da vi blev tilbudt en sejltur i en sivkatamaran, sagde alle ja.  Vi sagde pænt farvel, og drog tværs over i den flotte båd.  Først sejlede vi forbi indianernes fiskedamme, og så på de fisk, de opdrættede til eget brug.  Der var fire bassiner med fire forskellige størrelser fisk.

På sejlturen blev vi underholdt af en pige på omkring 11 år.  Hun var med for at sælge postkort, men hun gav sig til at synge.  Det var hyggeligt.  Da hun stemte i med den spanske udgave af Mester Jakob sang vi alle med.  Vi sang naturligvis på dansk, men leverede sangen som en kanon.  Det så ud til at imponere hende.

Besøget på den anden ø blev ikke så langt, for der var ikke rigtigt noget nyt, bortset fra at vi var oppe i et sivtårn og nyde udsigten.  På denne ø var de meget salgslystne, hvilket kan standse ethvert godt shoppegen.  Mens vi blev padlet rundt i den flotte sivbåd, havde vores motorbåd fundet vej over til øen, så den var klar til at modtage os, når vi havde lyst til at vende snuden mod hotellet i Puno.

På vej tilbage til hotellet sejlede vi ind til et lille fuglemuseum.  Det lå på en øde ø, men var i meget dårlig stand, så det fik vi for lidt ud af.  Der var ellers lagt op til mange illustrative forklaringer og montre med dyr og fugle, men det bliver uinteressant, når der ligger døde dyr og fugle i montrene, og når illustrationerne er gået i stykker.  Det var lidt ærgerligt.

SILLUSTANI-HØJSLETTEN

Foran ham stod en dame med et barn og en vecuña.  De ville gerne, mod betaling, fotograferes.  Vecuñaen er den mindste lamaart, og den  bærer en meget dyr uld.  For det første er det en meget blød uld.  For det andet er der ikke meget af det på hvert dyr.  Det er kun den lille hvide tot på brystet, der kan bruges.  

Alle inkakejseres trøjer var strikket af vecuñauld, og de brugte kun deres trøje én gang.  Herefter blev den brændt, for ingen måtte gå i inkakejserens klæder. 

På vej ned fra højsletten kom vi forbi spiralstenen, hvorpå der er ridset en spiral.  Følger man spiralen fra yderst til inderst med et kompas, vil man opdage, at selve spiralen og kun spiralen er magnetisk.  Kompasnålen drejede hele vejen rundt.  Et mærkeligt fænomen, som ingen til dato har kunne forklare.

På pladsen foran højsletten købte vi coca-bolsjer, der nærmest smagte som maltbolsjer.  Bolsjerne skulle være gode mod højdesyge, og da den ikke var helt ovre endnu, spiste vi et par stykker uden at det hjalp på elendigheden.

Da vi skulle betale for bolsjerne og lidt vand, kunne sælgeren ikke give tilbage på vores 100 s/.  Det kunne vi selvfølgelig have regnet ud, men vi havde ikke mindre.  Der blev en råben frem og tilbage mellem sælgerne, men ingen kunne veksle.  Så blev en lille purk sendt hele byen rundt, men der var stadig ingen, der kunne veksle.  Vi var overbeviste om, at vi havde tabt vores 100 s/, men drengen kom pænt tilbage med sedlen, som ikke kunne veksles.  Vi lånte os frem, så vi kunne betale de ærlige mennesker.

GÅRDBESØG

Da vi kom indenfor ydermuren, var lillemor gået i gang med at husere i køkkenregionen.  Køkkenet var som hovedregel udenfor, men der var dog mulighed for at lave mad inden døre i tilfælde af dårligt vejr.  Mutter tændte op i ovnen.  Brændet til den lille stenovn var tørrede kokasser.  Man kunne forestille sig, at det ville lugte forfærdeligt, men det var lugtfrit.  Brændeskuret lå lige over for køkkenet, og her væltede kokasserne ud.

Vi fik serveret kartofler af forskellig art.  En delikatesse er kogte kartofler dyppet i lerslam.  Klaus fortalte os, at det blev opfattet uhøfligt ikke at spise, hvad man blev budt, så de fleste af os satte tænderne i kartoflerne efter at de var dyppet i lerslam.  Det eneste det smagte af, var kartofler.  Så viste kone og mand, hvordan men grutter mel.  Han tog sig af den mel, der var nem at grutte, mens lillemor tog sig at den genstridige majsmel.

Til sidst havde vi mulighed for at vi købe souvenirs..

Om aftenen var vi inde i Puno for at spise på et museum med spisested, eller var det et spisested med museum.  Det var ikke nemt at se, hvad der var det vigtigste, men hyggeligt var der.   Her fik vi serveret marsvin som mellemret.  Det smagte af for meget friture, men konsistensen af kødet var som kylling, og det kunne sagtens spises.

BUSTUR TIL CUZCO

På køreturen bemærkede vi, at der var flere traktorer på markerne, så vi bevægede os væk fra fattigdommen.  Vi bemærkede også, at klimaet blev forandret.  Vi startede i et område, hvor der stort set ikke var kommet afgrøder op ad jorden endnu, og endte, hvor afgrøderne næsten var høstklare.

La Raya er et pas i 4.335 m højde.  Nu skulle man tro, at der var skide koldt.  Det var der ikke.  Vi gik rundt i 25-30 graders varme, men kunne skam købe de dejligste varme alpacauldtrøjer, sutsko, sjaler, tæpper og meget mere.  Vi fandt senere ud af, at det var her vi skulle have købt vores uld-ting.  Her var der de billigste og flotteste ting, men vi var overbeviste om, at det blev bedre i Cuzco eller Lima.

På vejen videre kom vi forbi og gjorde holdt ved de varme kilder.  Det var et lille område med bassiner, hvor vandet var op til 60 grader varmt.  Her oplevede vi det dejlige, at vi så børn, der legede.  Der er ikke råd til, at børn leger, men her var der 3, der pjaskede rundt i det varme vand.

Næste stop var frokost i San Pedro, og herefter kørte vi direkte til Raqchi, hvor vi skulle se Wiracocha-tempelkomplekset, et inkakompleks restaureret med nænsom hånd.  De store qolqas med en diameter på 8 m og en højde på 4 m havde været brugt som forrådskamre.  En 10-20 stykker af dem var genopført, mens de sidste 140-150 stykker lå tilbage som mere eller mindre sammenfaldne ruiner.

Efter at have kørt i bus fra kl. 8 til kl. 17 var det rart at komme på hotellet en times tid inden vi skulle ud i Cuzco og finde myggespray til vores tur i regnskoven næste dag.

Klaus viste os, hvor vi kunne købe det rigtige spray.  På turen til arméens plads fandt vi ud af, at vores billeder kunne blive læst over på cd.  Det benyttede vi os af senere på aftenen.  Det gav os mere plads på hukommelseskortene, så vi kunne tage alle de billeder, vi synes, vi skulle.  Samtidig kunne vi benytte lejligheden til at få skrevet hjem.

MACHU PICCHU

Toget startede med at køre zig-zag i den første halve time.  Det hele lignede en kæmpe losseplads, når vi så ud ad vinduet, men efter den første halve time blev der en meget bedre udsigt.  Naturen blev flottere og flottere, jo nærmere vi kom til endestationen.

Efter en bustur på 20 minutter var vi oppe ved bjergets top.  Her myldrede vi rundt på en guidet tur, som førte os igennem hele komplekset.  Vi tog billeder, billeder og flere billeder.  Vi kunne bare ikke få nok af den utrolige udsigt og det ufattelige kompleks, som man mener har været inkakejserens sommertilholdssted.  Fra opsynsmandens hus er der den bedste panoramaudsigt i verden.

Alle de mange terrasser har været brugt til at avle fødevarer.  Inkariget var selvforsynende, og der var dødsstraf for at være arbejdsløs.  En stor græseng mellem tempelområdet og beboelsesområdet har været brugt til dyrene.  Der har været ufattelig mange mennesker i gang.  Den store Inka gik aldrig, han blev båret rundt.

Efter den guidede tur var der frokost, og efterfølgende havde vi fri til at gå rundt og se nærmere på komplekset.  Det var utroligt at se, den præcision som stenene var skåret med.  Ved soltemplet, som er det mest betydningsfulde tempel, var stenene tilpasset grundfjeldet med en grundighed, så man slet ikke forstår det. 

Hotellet var også denne gang meget specielt.  Vi boede i små huse i et lækkert regnskovslignende område.  Vi sov som sten, for de eneste lyde vi hørte var fugle- og dyrelivets, samt Urubambaflodens brusen.

Næste dag var vi på egen hånd på Machu Picchu.  Vi var nogle stykker, der aftalte at klatre op til Intipunku (Solens Port).  Det skulle tage omkring en time at komme derop, så det var overkommeligt.  Det tog os 55 minutter at komme op, men vi bevægede os også i moderat tempo.

Disen hængte tungt over bjerge og dale, men vi blev lovet opklaring i løbet af en time.  Den time var lang, for fuldstændig opklaring blev der aldrig, men det blev udsigten såmænd ikke ringere af.  Det var meget dramatiske billeder vi fik taget.

Den megen dis gav os lejlighed til at gå en smule nedad inkastien, som ender ved Solens Port.  Vi opdagede hurtigt, at stien var stejl, og i det forfængelige håb, at tågen lettede lige om lidt, fik os til at vende tilbage til Intipunku.  En gang imellem lettede tågen lidt, så vi kunne nyde den vanvittigt flotte udsigt, men hullet i skydækket lukkede hurtigt igen.

På vej ned begyndte det at regne kraftigt, så allerede ved middagstid tog vi ned til byen igen.  Vi dryssede lidt rundt, fik noget at spise og nåede at mødes med resten af holdet, så vi kunne komme med toget til tiden.

Ollantaytambo og Pisaq

Vi oplevede en total måneformørkelse omkring 21.30  Den var flot at se på, måske fordi der overhovedet ikke var nogle forstyrrende lys.  Til gengæld oplevede vi også, at det første vi så om morgenen, da vi trak gardinerne fra, var souvenirsælgere.  Det var lidt træls, men det skal dog pointeres, at sælgerne indenfor murerne ikke var så aggresive som sælgerne udenfor.

En tur til Pisaq’s omegn gav os endnu en tempeloplevelse.  Bagved templet så vi en bjergvæg, der var gennemhullet.  Hvert hul havde været en gravplads fra inkatiden.  Med alle de huller i bjerget kan der ikke være flere uudgravede grave tilbage.

Vi så endvidere de flotteste terrasser og en stor vandforsyning.  Midt i det hele hørte vi andesmusik.  Det lød godt ned gennem den kæmpeslugt vi stod i.  Det er som om at musikken lyder bedre, hvis den hører til området.

En tur til Pisaq indebærer også en tur på torsdagsmarkedet, som er et kæmpemarked.  Det var delt i to, et souvenirmarked og et lokalt marked.  Det lokale marked var et mest spændende, men alpacatrøjen blev alligevel købt på souvenirmarkedet.  Vi gik ind i nogle af de tilhørende gårde.  Her blev der blandt andet bagt brød og i en anden gård løb marsvinene rundt i et åbent bur.  Om de var til salg til at spise står hen i det uvisse.

Efter markedsturen kørte vi til et lille ydmygt sted for at få frokost.  Vi kørte længe opad en markvej, kørte gennem en stor gårdsplads, fortsatte ad markvejen og for enden af vejen stod et par tjenere i hvide skjorter, sorte bukser og sort butterfly og bød os velkommen.

Det “ydmyge” spisested viste sig at være en rigmands påfund for at have et sted til sine samlinger af alt muligt.  Der var store samlinger af tyre, platter, inkating, madonnaer, billeder, porcelæn og meget, meget mere.

Vi var stærkt imponeret.  Der var så meget at se på, at en eftermiddag sagtens kunne gå med det, men efter et par timers nydelse af haven, velkomstdrinken, spisningen og de skønne omgivelser skulle vi videre.

Vi kørte tilbage til Ollantaytambo og klatrede op på tempelkomplekset, der var ligeså imponerende, som de andre vi havde set.  Dette kompleks udmærkede sig ved, at der var stejlt at komme op.  Da vi kom til toppen så vi  4-5 m høje glatte granitsten, der var så flot forarbejdet, at ingen kunne være i tvivl om, at her er der tale om et meget helligt sted.

Vi fulgte kurvebilledet rundt og kom over til, hvad man antager har været beboelse.  På bjergvæggen overfor var der bygget nogle huse på den skrå bjergvæg.  Dette, mener man, er forrådskamre.  Det var nu langt væk at have sin mad, men der var selvfølgelig folk nok til at hente det, så det betød vel ikke alverden.

På vej ned ad komplekset kunne vi se en kæmpegranitsten, hvor der var hugget lange riller og store huller i.  Om det har været en offersten, eller den har været brugt til andre formål, ved man desværre ikke, men spændende og flot var den. 

På vej ned kunne vi endvidere se kompleksets vandforsyning, hvor der stadig kommer drikkevand.  

Vel nede så vi nærmere på vandforsyningen, der som de andre vandforsyninger vi havde set, var flot forarbejdet og skåret i vinkelrette linjer.

CUZCO

Udenfor Guldpaladset var der i inkatiden en zoologisk have.  Den var ikke stor, men indeholdt mange dyr.  Det var ikke levende dyr, men dyr i det pureste guld.  Spanierne fjernede det hele.  Ovenpå paladsets mure byggede spanierne en kirke – Santo Domingokirken.  Af en eller anden grund, sikkert en økonomisk (der skulle jo sælges postkort), måtte man ikke fotografere i kirken.

Ved at følge en vej bygget i inkatiden, kom vi over til Plaza des Armes (i Danmark ville det vel hedde Arméens Torv).  Vi kom til den store Katedral, som vi skulle ind og se.  Kirken var optaget, og vi kunne først komme ind en times tid senere.  Vores lokalguide Sylvia telefonerede til buschaufføren, og i løbet af et kvarter var bussen igen til vores rådighed.

Sacsaywaman

På modsatte side af Sacsaywaman-fæstningen kunne vi se et stort grundfjeld, der var fuld af gletcherspor.  På den store græsmark imellem grundfjeldet og Sacsaywaman-fæstningen bliver der hvert år holdt solhvervsfest, så befolkningen og turisterne kan få en idé om, hvordan det er foregået.  Skikken er genoptaget i 1944 og festen holdes altid den 24. juni.

Ikke langt fra Sacsaywaman står der en Kristusfigur og passer på Cuzco.  Den er magen til Kristusfiguren i Rio, men er dog ikke så stor.  Oppe fra udsigtspunktet, hvor Kristusfiguren står, er der udsigt over hele Cuzco med alle de røde tage.  Vi kunne blandt andet se vores hotel deroppefra.

QUENCO GRANDE

Herefter besteg vi Quenco, hvilket var en smule besværligt for nogle.  Mens vi var på vej op, var den indiske miljøminister med frue og bodyguard på vej ned.

På toppen var der en lille indhegning omkring to ret store cirkelrunde knaster.  Var det en offerplads?  Det kunne det godt være, hvis vi beslutter, at alle zig-zag-renderne, som Quenco Grande er fyldt med, skulle transportere blod væk.

Hvis det var svært at komme op, var det umuligt at komme ned.  Der var intet at holde ved, og trapperne (hvis der var trapper) var slidte.  Det lykkedes dog ved fælles hjælp at komme helt ned i god behold.  Nedenfor stod “Den store Inka” og tog imod os.  Han var så flot, så flot.

PUCA PUCARA

TAMBO MACHAY

TILBAGE I CUZCO

Sidste punkt på dagsordenen i Cuzco er en lille gåtur op ad en smal gade.  Her finder vi 12-hjørnestenen, som er den mest berømte inkasten.  Som navnet siger har den 12 hjørner, der passer nøjagtigt til stenene omkring den.  Ud over de 12 kanter har stenen en af de små knaster, der ses på mange sten, men slet ikke på alle inkasten.  Det er stadig en gåde, hvad knasterne betyder.

Da vi skulle have frokost foregik det på en restaurant på Plaza des Armes, hvor vi bevægede os op på første sal.  Loftet var noget specielt.  Det bestod af tomme spiritusflasker, hovedsageligt Pisco i mange afskygninger, der var sat ind i nogle lægter.

PUERTO MALDONADO

MADRE DE DIOS – en biflod til en biflod til Amazonas

RESERVA AMAZONICA

Vi så myretræet, hvor myrerne er så farlige, at de kan tage livet af alt, så selv om det var et lille et af slagsen, holdt vi os lidt på afstand af det.  Vi så bananpalmer og “stueplanter” i massevis.  Et jordtermitbo og et trætermitbo kiggede vi også nærmere på.  Lige da vi kom ud af skoven kom 2 store flotte mangefarvede araer flyvende.  Tidligt næste morgen sad de udenfor vores hytte øverst i træet nede ved floden.  

SANDOVALSØEN

Der var papegøjer i mange afskygninger, der var små aber, der var hejrer, små flagermus, mange sommerfugle og noget der kunne være ryggen af kæmpeodderen.  Den så vi desværre ikke, selvom der skulle være nogle stykker i søen.  Det var en meget spændende tur og på gåturen tilbage så vi firben.  Den ene sad meget stille i skovbunden.  Den havde mørkebrun forkrop og græsgrøn bagkrop, mens den anden sad på et kommunikationstræ og var leopardmønstret.  Farverne var afhængig af baggrunden.

Et enkelt flodsvin mødte vi også, og det var faktisk et tamt svin.  Den gik rundt som kæledyr på den station, hvor vi skulle registreres, inden vi skulle sejle på søen.  Vi døbte den Gryffe, og den var noget så sød og sjov og se på.

ABEØEN

Vi så et par små frække aber, men når det regner så voldsomt, er der meget mørkt, og det bliver svært at skelne det ene fra det andet i regnskoven.  Vores gåtur på øen blev væsentligt forkortet, og efter ca. 30 minutters ophold skulle vi sejle videre.

FARMERBESØG

CAYMANJAGT

PUERTO MALDONADO

Vi så ret tydeligt, hvilket transportmiddel, der var det foretrukne.  Ingen tvivl om at det var knallerten/motorcyklen.  Den blev brugt til transport af 1, 2, 3 eller 4 personer.  Overdækkede cykler/knallerter var også et hit både til person- og varetransport.

Fra markedet kørte vi ud til Japipi sommerfuglepark, der ligger 3 minutters kørsel fra lufthavnen.  Sommerfugleparken der er sponsoreret af Inkaterra, havde mange flotte, små og store sommerfugle.  Vi så sommerfugle, der var ved at pumpe vingerne op, og vi så sommerfuglelaver.  Vi fik nogle gode og uddybende forklaringer fra parkens guider, men blev der kun i ca. 30 minutter.  Der var ikke tid til mere, for vi skulle passe afgangstiden i lufthavnen.

LUFTHAVNEN

LIMA

PANAMERICAN HIGHWAY

PACHACAMAC

NAZCA

Vores hotel var af sædvanlig høj standard.  For at vi ikke skulle blive generet af nogen, var der bygget en mur rundt om hele hotellet.  Det havde den fordel, at vores bus heller ikke kunne udsættes for ubehageligheder.  Hotellet var bygget omkring en atriumgård med en stor swimmingpool, og alting var meget flot.

NAZCA-LINJERNE

PARACAS

ISLAS BALLESTAS

Vi så humboldtpingviner, søløver, suler, inkaterner, kalkungribbe, skarver og måger.  Mens vi sejlede rundt, kunne vi konstatere, hvorfor det hedder guano-øerne.  Det kunne simpelthen både ses og ikke mindst lugtes.  

Der samles guano en gang imellem.  Da man begyndte indsamlingen, var der 30 meter at tage af.  Så længe får det ikke lov at ligge mere.  Det er ikke tilladt for menigmand at gå i land, men videnskabsfolk og guanosamlere har tilladelse et par gange om året.

På turen ud og på turen hjem blev “bagperronens” passagerer meget våde, men da vi ikke havde forladt hotelværelserne kunne de få tørt tøj på inden vi skulle spise frokost.

Efter den store oplevelse på Stillehavet ventede der os en lang bustur tilbage til Lima.

LIMA

Hjemrejse

Vi var nu ikke mere kvæstede end vi tog til Klubfest i Vinten til kl. 18.