Weekendture og enkeltdagsture 1985-2008

Da vi startede weekend-/enkeltdagsturene var grundlaget, at halvdelen af familien havde fødselsdag i marts/april/maj, mens den anden halvdel fyldte år i oktober.  For ikke at skulle have diverse kalendere fyldt med fødselsdagsaftaler, blev vi enige om, at holde en fælles fødselsdag om foråret og en om efteråret.

Efterhånden er fødselsdagene gledet ud.  Nu er vi bare på weekendtur eller éndagstur sammen.  Formålet er bare at være sammen.

Der er lavet arbejdsplaner, så ingen skal lave mere end én ting i løbet af weekenden.  Resten af tiden holder man fri og gør præcis, hvad man har lyst til.

Rengøringen betaler vi os fra.  Vi fandt efter få år ud af , at der gik for meget tid med at gøre rent, og vi kunne alligevel ikke gøre det godt nok.  Så nu pakker vi bare sammen omkring kl. 14.30, og er klar til at forlade huset kl. 15.  

HIMMELBJERGET
1985

Vi startede en lille flok på 13 personer til Himmelbjerget i juni. Vi sejlede fra Silkeborg til Himmelbjerget.  Før sejlturen kørte vi biler til en P-plads ved Himmelbjerget.

Efter at være gået opad til Himmelbjerget var vi som en naturlig del af turen helt oppe i tårnet, ligesom vi var på legepladsen, hvor ungerne morede sig.

Vi havde mad med og satte os ved et bord for at spise. 

VRADS 1987 

I juni tog vi en tur med Bryrup-Vrads Veteranbane.Vi havde frokostkurven med, for vi skulle spise frokost i den grønne.

Familien var udvidet med en siden sidste tur, nemlig Malene.  Hun ville nu helst sidde på onkel Peers arm.

Togturen med veteranbanen var hyggelig, men det er ikke ligefrem luksussæder man sidder på.  Det er hårde, smalle træbænke, men da farten ikke er vældig høj, kunne vi nå at nyde udsigten.

Det var én af de få ture, hvor det regnede lidt for meget.  Nu skal der meget til, for at Straarup-familien får spoleret deres skovtur, og turen til Vrads blev da heller ikke ødelagt af vejret.  

Vi valgte at gå en god lang tur, før vi skulle spise frokost.  Det kunne jo være, at regnen var stoppet i mellemtiden.

Det var den ikke, men da Vrads er en gammel skov, er der naturligvis også nogle gamle, store træer, hvor vi sagtens kunne sidde under og spise pitabrød, kartoffelsalat, og hvad vi ellers skulle mæske vores ganer med.

STAGSRODE
1988

I juni tog vi til Stagsrode, hvor vi sad og spiste nede ved Stenhøj Strand. 

Vi klatrede op ad skrænter, gled ned ad skrænter.  Vi kravlede på væltede træstammer, og havde det i det hele taget rigtigt hyggeligt og sjovt.

Da vi var ved at være trætte tog vi til Gammelby, hvor vi ristede pølser over bål.

BORK 1988

 

 

Den første weekendtur gik til Bork Feriecenter, hvor vi indlogerede os i 2 ferielejligheder.  Vi hyggede os lørdag eftermiddag med kaffe/te og hjemmebagt kage, og inden vi fik set os om skulle vi klædes om for at gå over i feriecentret for at spise aftensmad og komme til bondebal.

Vi kom til et overflødighedshorn af et tagselv bord.  Ungerne nød det meget.  Bare det at de fik lov til at spise præcis, hvad de havde lyst til, var alle pengene værd.  Morten var mest til ostemadder.  Dem fik han ellers mange af til daglig, da far Finn var ostemand på det tidspunkt.

Malene var lidt ligeglad med festlighederne for hun var så lille, at hun bare sov i sin barnevogn.

Vi har aldrig oplevet så meget musik spillet i samme takt.  Det hele foregik i tre-fjerdedels-takt.  Vi havde det nu sjovt.

Vi lærte et nyt udtryk ved den lejlighed.  Vi hørte gang på gang en eller anden sige:  “Må jæ’ lig’ ha’ lov og spørg’ om et spørgsmål”.  Hvordan spørger man om et spørgsmål?

LEMVIG 1989

I oktober tog vi til Lemvig Feriecenter, hvor vi igen boede i 2 lejligheder. Vi gentog vores succes med at mødes om eftermiddagen til kaffe/te og kage, og ligesom i Bork havde vi det pæne tøj med, så vi kunne komme til spisning og dans om aftenen.

Pigerne fra Viborg var pæne i deres små nederdele og bluser, deres hår var sat op efter alle kunstens regler.  Drengene fra Stensballe var pyntet i pæne lange bukser, skjorter og slips.  Jo, der manglede ikke noget.  Stilen var lagt.

OK, vi manglede Marianna og Preben, men de var på det tidspunkt udstationeret til Suez i Egypten.
Søndag morgen tog Tove og Peer tidligt afsted.  De skulle til barnedåb i Frederikshavn.

RØRBÆK SØ 1990

En enkeltdagstur til Rørbæk Sø i juni.Efter at have spist frokosten nede ved søen, fandt Finn på, at vi skulle gå op til Vester Mølle og leje vandcykler. 

Det blev til en del cyklen.  Vi fik leget og da vi havde fået nok, kørte vi til Gudenåens udspring og fik eftermiddagskaffe.

Aftensmaden indtog vi i Stensballe hos Mona og Finn.

KLEGOD 
1992

 

Vores første tur i et luksussommerhus foregik sidst i maj på den nordligste del af Holmsland Klit.  Området Klegod ligger kun ca. 2 km syd for Søndervig.  Vi boede på Nordsø Ferievej 26.

Det var et forrygende godt vejr.  Vi var ude stort set hele tiden – ja, Lasse sov endda ude om natten.

Vi legede meget i den weekend.  Mona havde lavet skattejagt og arrangeret vandballonkamp.  Derudover legede vi i swimmingpoolen og i spabadet.  Der var meget gang i den.

På muren ud til køkkenet havde vi sat en øltønde, så det var dejligt nemt at tanke op.

Niklas var en lille pjevs på 8 måneder.

Vi holdt fødselsdag med både kakao og boller, og mon ikke vi fik en enkelt fødselsdagsgave.

Denne gang havde vi fået Marianna og Preben med.

LANGERHUSE
1992

 

Allerede sidst i november havde vi brug for endnu en fødselsdagstur, så vi tog ud til Langerhuse, der ligger lige syd for Agger Tange på sydsiden af Limfjorden.Det var nu lidt trist at komme til huset, der stort set var omkranset af vand.

Indenfor virkede poolafdelingen ikke, så vi måtte have fat i håndværkere med det samme.

Mens håndværkerne huserede, gik vi allesammen en lang tur.

Nu var Niklas blevet godt et år, og det var tid til at blive klippet første gang.  Det ordnede Marianna, så Niklas blev rigtig fin.

Tøserne fra Viborg havde taget en fiks lille krokodille med til at have med i poolen.  Krokodillen var vel et par meter lang, så den fyldte godt op i bassinet.

Ellen havde lavet en adventskrans, så vi kunne fejre 1. søndag i advent på ordentlig manér.

TINNET 1993

 

I april lejede vi et hus i Tinnet Krat, ca. 500 m fra Gudenåens udspring.

Stedet var den ene længe af en gård.  Der var lavet 5 soveværelser ovenpå.  Der var stue, køkken, bad, sauna og pool nedenunder.  Møbleringen var typisk noget gammelt noget, som ingen ville have i deres egne stuer mere.  Der var ingen opvaskemaskine, men poolen havde dejligt varmt vand.  Og så var det billigt at bo der.

Der blev som sædvanligt fejret en masse fødselsdage, og der blev leget hele lørdag eftermiddag.  Vi stod på dobbeltski (4 personer til et par ski), og vi blev pakket ind i toiletpapir.  Vi spillede kegler og selvfølgelig var vi på gåtur ned til Gudenåens udspring.

SØNDERVIG
1993

 

I november er vi i poolhus i Søndervig.  Her blev der gået en del ture ved Vesterhavet.

Lørdag eftermiddag kunne vi fejre fødselsdag for det sidste halve års fødselarer.  Efter at pakkerne var delt ud, legede vi.  Blandt andet skulle vi med hænderne på ryggen fiske noget lakrids op af flormelis.  Vi så sjove ud bagefter, og gulvet måtte fejes og vaskes.

Vi havde som sædvanlig en dejlig weekend, hvor Ellen i anledningen af årstiden havde medbragt nisser.

 

FANØ 1994

I sensommeren tog vi på Fanø Feriecenter, hvor vi boede i et par huse, men vi spiste alligevel sammen.

I lejen var der inkluderet fri adgang til badeland, og det benyttede vi os af en enkelt gang.  Ellers gik weekenden med lange gåture, ungerne tegnede, der blev leget med lego, og der blev spillet spil.  

Udenfor gik fasanerne rundt som om de ejede det hele.

Lille Sarah var vel omkring 6 måneder og kunne naturligvis sno alle om sin lillefinger.

TINNET
1995

Tilbage i Tinnet i december.

Prisen var steget så meget, at vi troede at man havde lavet lidt fornyelser, men det eneste nye var, at administrationen var gået over til datteren i huset.  Intet havde forandret sig. Møblementet var det samme gamle udtjente, dog var der kommet en opvaskemaskine.

Naturen omkring gården var dog stadig en dejlig oplevelse.  Denne gang var der sne på, så det hele så anderledes ud.

Vi travede ned til Gudenåens udspring og ikke mindst op på udsigtshøjen.  Ellers var det afslapning med læsning, svømning, leg, spil etc. hele weekenden.  Vi fik med garanti noget godt at spise.

EGESKOV 1996

I maj tog vi til Egeskov Slotspark for at fejre fødselsdag.  Der var et flot solskinsvejr og indimellem var det også så varmt, at vi kunne sidde uden trøjer på.

Vi havde frokosten og sandelig også eftermiddags-kaffen med kagemand, som Ellen havde lavet.

Vi var inde og se Egeskov Slot, Veteranbilmuseet og ikke mindst blomsterparken og legepladsen.

Vi havde en dejlig dag, der sluttede i Odense, hvor vi spiste rester.

ADDIT 1997

Lille Ida er sidste skud på stammen, så nu tæller familien 18 personer, og det kræver plads.

Derfor finder Marianna ud af, at vi kan leje en lejrskole i Addit.

Der tager vi ud i maj, og som (næsten) sædvanlig er vejret hamrende godt.  Vi går rundt i korte bukser og kortærmede bluser.

Vi bor lige op af skoven, og derfor er det naturligt at gå en tur i det skønne terræn.

Morten, der går på Elbæk efterskole, demonstrerer sin kunnen i håndstand og andre gymnastiske øvelser.  Morten bliver begavet med en blomsterkrans.  

En eller anden kommer til at se på Mortens bare tæer, og straks har begrebet “Find 5 fejl” fundet sin betydning i Straarup-familien.  Sarahs tæer er i øvrigt magen til.  Deres storetæer og tæerne ved siden af er formet, som om de skal bruges til at gribe fat med.

Mogens fyldte 40 år, og derfor fik vi lidt ekstra godt til aftensmad.  Ellen havde i dagens anledning bagt en af sine supergode kransekager.

Vi fik bagt snobrød og stegt pølser ved bålet.

JELS 1998

I maj havde vi lejet endnu en spejderhytte, og vi var endnu engang begunstiget med dejligt sommervejr.Denne gang blev familien udvidet med en enkelt kæreste.  Charlotte var med for første gang.

Det år var Malene fuldstændig skudt i Spice Girls, hvilket hendes hår og påklædning ikke lod nogen i tvivl om.

Også her kunne vi sidde ved lejrbålet og bage snobrød og stege pølser, og igen boede vi direkte op til en skov, hvor vi gik og løb nogle gode ture.

Vi boede i et område, hvor der bor mange nattergale, og de kunne høres ganske tydeligt lørdag aften.  

BJERRE 1999

I sensommeren tog vi på endnu en éndagstur.

Denne gang “nøjedes” vi med Bjerre Skov, hvor Mona havde lavet forskellige aktiviteter.  Vi skulle lave en kop af papir (den skulle kunne indeholde vand), vi skulle fiske fødselsdagsgaver, og vi skulle løbe stafet iklædt hue, halstørklæde og vanter.  Det var mægtigt skægt.

Selvfølgelig fik vi kaffe/sodavand og kagemand.

Vi manglede Mona, Malene og Mogens, der var taget til Malaysia for at bo et stykke tid.

Lasse og Charlotte var der fysisk, men havde en ordentlig omgang tømmermænd først på dagen.  Senere gik det meget bedre, ja man kan vist endda sige, at det gik vældig godt.

Vi fortsatte dagen hjemme hos Marianna og Preben i Bisholt, der bød på aftensmad og almindelig familiehygge.

RY/HIMMEL-
BJERGET
2000

7. maj tog vi på endnu en éndagstur, og igen i dejligt vejr. Vi mødtes i Ry og imens nogen fik morgenkaffe kørte andre til Himmelbjerget med biler.  Da de returnerede til Ry i en bil kunne vi alle tage færgen til Himmelbjerget.

Sejlturen tog vel en times tid.  Efter landgangen ved Jodle Birge museet ved Julsø gik det stærkt opad til Himmelbjerget.  Bilerne var placeret sådan, at Ellen og Aksel kunne køre til Himmelbjerget, hvilket de satte stor pris på. 

Alle andre travede opad og opad.  Det var varmt, men op kom vi.  Vi var helt oppe i tårnet for at nyde den storslåede udsigt.

Frokosten blev indtaget på plænen foran hotellet.  Vi havde glemt dåseåbneren, men det klarede Morten.  En kniv og en plastflaske, ja så gik det – det tog dog en del tid.

Efter en god frokost på Himmelbjerget tog vi hjem til Tove og Peer, hvor vi uddelte fødselsdagsgaver, nød eftermiddagssolen og fik aftensmad.

Bettina havde værktøjskassen med, og Lasse blev klippet.

Denne gang manglede Mona og Mogens, der stadig var i Malaysia.

FJAND 2001

I maj tager vi igen til Vesterhavet.  Denne gang til Sdr. Fjandvej 28, Sdr. Fjand, Husby.

Niklas har taget Dino med.  En lille fiks plastikting, der er en meter høj og 1½ meter lang.  Den er lige ved at fylde hele poolen, men den er sjov at lege med.

Det er lykkedes en gang mere – vejret er dejligt.  Det er ikke bikinivejr, men bare man har en trøje på, kan man sagtens holde varmen og holde ud at sidde på terrassen.

Vi var ude og løbe lørdag eftermiddag, men allerede lørdag aften måtte vi ud og gå en tur.

Det år blev Sarah forskrækket (det gjorde vi andre også), da hun skulle over en bred grøft.  Hun sad på armen af Peer, der sagtens kunne springe over på den anden side.  Det kunne han ikke, men han fik dog Sarah strakt frem, så hun ikke kom ned i vandet.  

Nå, nu er hun vant til lidt af hvert, så hun var straks med på at lave noget mere larm, da vi kom tilbage til sommerhuset.  Her lagde hun sig på en solvogn udenfor og lod som om hun sov.  Alligevel syntes hun vist, at det var rart at komme ind i huset, få sit nattøj på og få Simba op til næsen.  Det giver trods alt en vis tryghed.

Søndag blev der sovet til middag på terrassen.

AGGER 2002

I maj 2002 tog vi til Krikvej 116 i Agger.  Vi havde fået byttet vores booking, fordi familien fra Odense meldte fra.

Vi var igen velsignet med dejligt solskinsvejr, og vi kunne tillade os at gå i korte bukser og kortærmede bluser.  Enkelte steder var det endog så varmt, at en bikini var nok.

Vi havde vandkamp.  Vi var ude og løbe.  Til huset hørte der en båd, som blev sat i vandet ved kanalen.  Her plaskede Morten, Lasse og Niklas rundt, mens nogen andre så på.

Det år kørte vi til stranden og samlede sten til Mona og Finn.

FJAND 2003

Nu er familien samlet igen, og der er brug for et af de store sommerhuse .  

Marianna og Preben finder et på Sdr. Fjandvej 46 i Fjand ved Husby.  Det ligger perfekt.  Der er mulighed for løbetur i Husby plantage, og det er nogenlunde hurtigt at komme til vandet.

Både Lasse, Bettina og Louise har kærester med, så i år er vi 21 personer afsted.

Det kniber lidt med pladsen, men bare man holder sig gode venner, går det nok.

Det lykkedes Tove at få Louise og Rasmus til sove i rummet uden vinduer.  Tove og Peer kom så ind og sove sammen med Morten, hvilket var helt fint.  Morten forskrækkede lidt, da han som aftenlekture tog Bibelen frem.  Alt har en forklaring, også Mortens bibel.  Han skulle ganske enkelt til eksamen i religion ugen efter.

Mobiltelefonerne har gjort deres indtog i Straarup-familien.  Alle mobilerne blev linet op, der var 19.  Godt gået, når nu Ida, Sarah, Ellen og Aksel ikke har nogen endnu.

Vi så det internationale Melodi Grand Prix.  Marianna og Tove så ikke så meget.  De var faret vild på en gåtur.  At gå til venstre i stedet for til højre kan godt betyde temmelig meget for, hvor man ender.  De gik og de gik og det hele blev mere og mere håbløst.  I løbet af et par timer fandt de hjem, og tænk – ingen havde savnet dem; en forfærdelig tanke.

Familien Ingwersen diskede op med lasagne, som de selv lavede pladerne til.  UHM, det smagte godt.

Vi fik svømmet, løbet, gået og leget en del, og vi fik aftalt at tage afsted i 2004 også.

FASTERHOLT
2004

Så blev det maj, og vi var afsted igen.  Denne gang i et kæmpe luksushus på Brandevej 40 i Fasterholt.  Huset havde god plads til de 21 personer, der deltog, når man ser bort fra spisestuen.  I den var der faktisk kun plads til 20.

Mona og Tove holdt fælles fødselsdag fredag aften.  2 x 50 år er jo værd at fejre, og derfor havde de bestilt mad ude.  Henrik fra Amalielund mellem Korning og Hatting havde lavet en dejlig buffet, som han leverede og satte op, så vi var klar til at spise kl. 19.  Desværre er der ikke så mange storspisere i familien, så der var en del af den dejlige mad i overskud.

Vi hyggede os til over midnat, og vi var ikke allesammen lige friske om lørdagen.

Lørdag var det alt muligt vejr.  Det eneste der manglede var vel egentlig sne.  Vi havde høj sol, regn i spandevis og hagl i store mængder.  Mogens, Finn, Tove og Peer trak i løbetøjet og luntede lidt rundt i omegnen.  De andre unge spillede fodbold indtil det haglede for meget.  Da de fik nok, hoppede de i poolen.

Lørdag aften var der – under kyndig vejledning af familiens egen naturvejleder Mona – nattergaletur ved Holtum å, men også lørdag aften regnede det.  Vi så dog Mikkel Ræv, så turen var ikke forgæves.  Nattergalen kunne vi høre hjemme i huset, for Mona havde taget en CD med fuglestemmer med.

Lørdag aften fik vi leget en gætteleg, hvor vi hver især skrev forskellige navne på fire stykker papir.  Vi blev delt op i to hold.  Hvert hold gættede de personer, som deres eget hold forestillede.  Når et papir første gang blev trukket ud, måtte man sige alt undtagen personens navn.  Næste gang samme papir blev trukket, måtte vi sige ét ord.  Tredje gang måtte vi kun mime og fjerde gang måtte vi mime, men med begge hænder på ryggen.  Det var rigtigt sjovt.  Alle kunne deltage.

Søndagen gik med pool- og spabesøg, og ikke mindst nød vi solen, der endelig var dukket frem.  Vi kørte en tur sidst på formiddagen.  Nogen så Søby Brunkulslejre (museet), andre kørte rundt i brunkulsområdet og så på den fantastiske natur tørvegravningen havde efterladt.

Da vi havde indtaget “tag-selv” frokosten blev der ryddet op og vi forlod sommerhuset midt på eftermiddagen.

BRANDE 2005

Huset på Brandevej 40 i Fasterholt var så god en oplevelse i 2004 at Mogens og Mona valgte at leje det til sommerhusturen i år igen.

Fynboerne blev fanget i bilkøen på motorvejen ved Skærup, hvor der som sædvanlig var sket et uheld, men i løbet af fredag aften var vi alle samlet og rigtig meget klar til at nyde et par dage sammen.

Vi måtte desværre undvære Anna og Morten i år, men vi håber, at de er med igen næste år, sammen med deres lille baby.

Der gik ikke lang tid før ungerne var i pølen, og de “gamle” var i spabadet.

Efter brunchen lørdag morgen var der nogle af de ihærdige, der ville løbe en tur.  Der blev løbet/luntet/gået i omkring 35 min., og ruten var meget mere fornøjelig at løbe, frem for den der blev valgt sidste år.  Preben kunne desværre ikke deltage, for af en eller anden årsag havde han glemt sine løbesko.  Pudsigt nok havde han fundet dem, da motionisterne kom tilbage.

Lørdag stod i fødselsdagsfesternes tegn.  Om eftermiddagen fejrede vi både Ida, som blev 8 år i marts og Sarah, der fyldt 11 år i marts.  Tøserne fik nogle dejlige gaver, som straks blev taget i brug.  Især var de kæmpestore badedyr populære, men svømmebriller og svømmefødder blev også modtaget med stor glæde.  De fik hurtigt pumpet krokodillen og spækhuggeren op, og så var der faktisk ikke plads til mere i pølen.

Lørdag aften fejrede vi Aksels 85 års fødselsdag.  Han var så “uheldig” at han havde fået de fleste af sine gaver, men der blev alligevel en ølkurv og et gavekort til ham.  Aksel havde bestilt mad hos Henrik fra Amalielund, så vi fik lækker svinekam og is.

Søndag morgen (efter brunchen) skulle der løbes igen.  Denne gang var Preben nødt til at deltage, men svigersønnerne fra Fyn sprang over, så feltet var minimeret lidt.

Som sædvanlig var der rigeligt med mad i køleskabet til at vi først kunne spise os godt mætte til frokost  og senere fordele mad ud til hvem der måtte ønske at få det med hjem.

Vedersø 2006

En god tur i et hus med rigtig meget plads.

Vejret var som sædvanlig med sol, så vi kunne nyde udendørslivet.

 

Nordborg 2007

Det var første gang, at den yngre generation stod for at arrangere tid og sted.

Louise og Rasmus valgte et kæmpehus i Nordborg på Als. Det eneste huset manglede var en swimmingpool til ungerne og en sauna til de gamle.

Det var første gang Casper og Nanna var med.

Varbjerg Strand 2008

Vi havde en fin tur til et gammelt, men velbeliggende hus på det nordlige Fyn.

Desværre manglede vi mange, men de 16 der var der, havde det hyggeligt.

Stormen rasede udenfor. Det var vanskeligt at stå fast, men ud skulle vi alligevel en del gange. Dels for at gå ture og dels for at løbe.

Et liv i luksus med orienteringsløb og rejser