Situationen var på dette tidspunkt meget gunstig for bønderne i den nordlige del af Slesvig, når man sammenligner med forholdene for de øvrige bønder i kongeriget, specielt på øerne.  Bønderne i Nordslesvig var fri for mange af de skatter, der trykkede i resten af kongeriget.  Denne forskel skyldtes Slesvig-Holsten eller hertugdømmernes særstatus i kongeriget.

Bengård, som Nis Jørgensen var fæster på, var tidligere en herregård, som blandt andet nævnes i 1460.  Da slægten, som ejede gården, holdt på den forkerte side i “Grevens Fejde” i 1534-36, blev det meste af gården overtaget af hertug Hans den ældre i Haderslev (1556).

Herregården Bengård blev åbenbart slettet herefter, og der oprettedes flere gårde på stedet.  Den nuværende Bengård ligger meget tæt på det sted, hvor der er fundet murrester af en gård, som man mener, er den gamle herregård Bengård.

Selv om de nordslesvigske bønder havde det bedre end i resten af kongeriget, så var tiderne først i 1600-tallet svære for bønderne.  Endnu værre blev det i perioden fra 1627-1660, hvor det sydlige Jylland blev hærget af ikke mindre end tre krige.  Under kejserkrigen var det først de danske lejesoldater, der hærgede landet.  Senere i 1643 og 1659 var det svenskerne og specielt deres polske lejesoldater, som hærgede og plyndrede.  Helt galt blev det i 1657-60, hvor mange gårde blev ødelagte, og landet hærgedes af tyfus.

Efter den tid var der mange ødegårde i Nordslesvig.

Det vides dog, at Nis Jørgensens søn Jørgen Lassen var fæster på Bengård i 1642.

I 1665 og 1689, lige efter de meget svære tider, var Lars Jørgensen Bengård fæster på Bengård.  Han var efter al sandsynlighed søn af Jørgen Lassen.  Indtil sidst i 1700-tallet var det nemlig almindeligt, at den førstefødte søn blev opkaldt efter sin farfar.  Hans efternavn betyder, at han er søn af Jørgen.  Jørgen Lassens (eller Larsen) førstefødte søn kommer således til at hedde Lars Jørgens søn (Jørgensen).

Det var desuden meget almindeligt, at den ældstfødte søn arvede sin fars fæste.

Bønderne i Sdr. Bjert sogn var fæster under Schinkelborg gods, som lå i Stenderup.

Sidst i 1600-tallet var der udbredt misvækst og kvægpesten bredte sig.  De mange ødegårde blev så stort et problem, at soldater og andre blev beordret til at genbesætte de tomme gårde.

I 1724 er Jørgen Lassen Bengård fæster på samme Bengård.

I denne periode var det stadig almindeligt at sælge stude, som blev fragtet ad Hærvejen til Holland.

I Frederik den 2.’s regeringstid (1559-1588) blev der således fragtet ca. 50.000 stude om året fra Jylland til Holland.  Hertil skal lægges en ukendt del, som blev fragtet til andre lande.

Kårene for bønderne beskrives dog stadig i 1735 som værende meget dårlige, mest på grund af den hårde beskatning og betalingen af de gamle restancer fra først i århundredet, hvor pengene blev brugt til svenskerkrigene.

I 1741 var Niels Jørgensen fæster på Bengård.  Han var søn af Jørgen Lassen Bengård.

Niels Jørgensen var den første i Bjert sogn, som trak en hel mark ud af fællesskabet.  Før den tid var fæstegårdenes jorder delt op i et utal af små lodder (strimler).  Fordelen ved denne opdeling var, at alle fik en del af de gode jorder og en del af de dårlige jorder.  Samtidig kunne kreaturerne passes på det fælles overdrev (græsjorder).

Fra England til Holland og Nordtyskland bredte der sig sidst i 1600- og først i 1700-tallet en bevægelse, som slog til lyd for at landbruget ville være mere effektivt, hvis jorderne samledes ved de enkelte gårde.  Bønderne begyndte derfor at indhegne deres lodder, for at de kunne se, hvad der var deres.  Før den tid var lodderne kun adskilt af en dyb plovfure eller lille grøft.

Først i 1700-tallet begyndte man i Sydslesvig den egentlige udskiftning af jordene.

Bønderne var dog stadig fæstere og ejede således ikke selv jordene (men ofte gårdene).  Dette har nok lagt en dæmper på ønskerne.

At udskiftningen har været noget af et puslespil, kan man se af den aftale Niels Jørgensen indgik i 1741 (fremgår af side 210 i slægtsbogen).

I 1758 overtog sønnen Jørgen Nielsen “Bengård”, som han har indtil 1807.  Han bliver fader til Maren Jørgensdatter, som igen er moder til den første Straarup i vor familie, nemlig Elisabeth Straarup.

(Herfra går Mogens Straarup videre i slægtsbogen ved at se på grenen med Peder Nissen (som er Elisabeth Straarups farfar)).

Peder Nissen er født i 1720.  Hans forældre kendes ikke, ligesom det ikke vides, hvor han er født.

Han træffes først i 1750’erne, hvor han er forpagter på Vargård i Hejls.

Vargård var en gammel herregård, som kendes tilbage fra 1300-tallet.  Gården blev i 1588 købt af kong Frederik II, som så bortforpagtede den.  Den gamle herregård blev slettet, og der blev oprettet en større bondegård.

Disse kongelige gårde blev bortforpagtet ved auktion, således at den der bød højst fik forpagtningen.

De kongelige forpagtere har haft det lidt mere frit end mange traditionelle fæstere.  Samtidig har mange af gårdene været meget store.

Peder Nissen har været forpagter på Vargårde i perioden ca. 1755 til ca. 1770.

Gårdens areal var i 1758 på ca. 62 tdr. land, hvilket ikke var den største gård i Hejls.

Det ser ud til at alle børnene (8, 2 drenge og 6 piger) er født i Hejls.

Ca. 1770 overtog Peder Nissen forpagtningen af den kongelige herregård Straarup i Dalby sogn (lige sydøst for Kolding by).

Straarup var oprindelig en landsby med 4 små gårde.  Herfra stammede blandt andet Peder Pedersen, som i 1586 var herredsfoged i Tyrstrup.

Ifølge “Historiske strejftog i Kolding og omegn” af P. Eliassen, kunne to gårde i landsbyen Straarup, en gård i Agtrup og et landboel i Rebæk, ikke svare deres ydelser, og de blev derfor overtaget af ejerne, og derefter af kongen.

Der blev derefter i 1684 oprettet en kongelig gård af disse gårde og åbenbart også af de resterende 2 gårde i Straarup.  Gården blev herefter bortforpagtet ved auktion.

Det vides ikke helt, hvornår Peder Nissen overtog forpagtningen.  Det var muligvis i 1764, hvor der var auktion, eller evt. 1770.  Peder Nissen har ifølge “Vejle amts årbøger 1948” været forpagter på begge gårde samtidig.

Straarupgård (eller Strarupgård) var på ca. 300 tdr. land og havde efter “Det danske atlas” – Erich Pontoppidan 1771 – prægtig lejlighed til kvæghold og stutteri, samt de bedste kornmarker, hvori de årligt avler over 700 tdr. korn.

Peder Nissen døde på Straarup i 1784, og familien måtte flytte fra gården.

Straarup blev i 1788 udstykket og solgt.  I 1801 blev gården igen samlet og har siden været samlet i privat eje.

Peder Nissen var gift med Elisabeth Nisdatter.  Hendes far hed Nis Krag, som det vides ikke, hvor han levede.  Da Krag på daværende tid var et usædvanligt efternavn (et fast efternavn i 1680-1740) må man forvente, at han var en mand af høj stand.  Det vides ikke, hvornår hun er født, men i “Lindslægten fra Lindgård” af G. Lind 1956 – gættes på 1730.  Hvor hun har levet efter fraflytningen fra Straarup og  hvornår hun er død vides ikke, men ved datterens død i 1822 er moderen stadig i live (alder 92 år).

I den periode Peder Nissen levede, skete der store omvæltninger.  Sidst i 1700-tallet steg priserne på landbrugsvarer, og bønderne blev mere velstående.  Men den største ændring var stavnsbåndets ophævelse og den begyndende udskiftning.  I den nordøstlige del af Tyrstrup herred er udskiftningen foretaget fra ca. 1755 til ca. 1770.  I resten af kongeriget (ekskl. hertugdømmerne) blev stavnsbåndet først ophævet ved lov den 20. juni 1788 af kronprins Frederik, den senere Frederik VI.

Peder Nissen og Elisabeth havde som nævnt 8 børn, som første slægten videre.  Et af disse var Helena, som blev gift med Hans Olufsen Lind, og var med til at danne grundlaget for slægten Lind fra Dalby (se “slægten Lind fra Lindgård” – af G. Lind).

En søn, Peder Pedersen Nissen, blev sognefoged i Dalby.  Og en datter Ellen blev gift og bosat på sin fødeegn i Hejls.

Den ældste søn var Nis Pedersen, som blev fader til den første med navnet Straarup.

Nis Pedersen (1755-1817) overtog en del af faderens forpagtning, og var i 1781 fæster på denne del.  I 1794 danner gården en stor fæstegård på 108 slesvigske tdr. land.

De fleste af gårdens marker lå tæt op af Straarups jorder.  Nis Pedersen var gift med Maren Jørgensdatter, datter af Jørgen Nielsen, som tidligere beskrevet.  Maren Jørgensdatter døde tidligt i 1804 og Nis Pedersen giftede sig kort efter igen.  Nis Pedersen og Maren Jørgensdatter fik kun et barn, nemlig Elisabeth Straarup.  Hun er sandsynligvis opkaldt efter sin bedstemor Elisabeth Nisdatter.

Hvorfra efternavnet Straarup kommer vides ikke med bestemthed.  Men det er muligt, at navnet blot er taget fra gården, som Elisabeth Straarups bedstefar var forpagter på.

Sidst i 1700-tallet kom der en forordning om, at alle personer skulle have et fast efternavn, som går i arv til børnene.  Der er flere familier i området syd for Kolding, som har Straarup som slægtsnavn og ikke hører til vor familie.  Der er således en stor familie fra Grønningshoved og Vorbasse, som også har taget navnet Straarup sidst i 1700-tallet (se “Gennem 400 år” – af Anders Simonsen Pedersen).  Denne slægt menes at have taget navnet fra landsbyen Straarup.  Det er dog ganske svært at bevise, da kirkebøgerne kun går til 1699.

Tiden aller sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet var meget urolig i Europa med den franske revolution og Napoleons-krigene.  Danmark holdt jo som bekendt med de forkerte, nemlig Napoleon, hvilket blev meget dyrt for landet.  Et af resultaterne var blandt andet, at staten gik bankerot i 1813.  Dette betød stor inflation, og at mange bønder mistede deres formue.  Hertil kom, at der blev lagt en skat på alt jord ved Nationalbankens oprettelse.

Elisabeth Straarup (1793-1832) blev gift meget tidligt – i en alder af kun 16 år – med Jacob Hansen fra Carlsgård (1784-1873).  Han var søn af Hans Jensen, der havde en gård større end Nis Pedersens.

Kort tid efter brylluppet har Jacob Hansen fået tilskødet ejendommen.  Hvorfor det er sket så hurtigt, kan ikke siges, men det kan skyldes sygdom hos Nis Pedersen.

Men tiderne var meget svære på grund af statsbankerotter.  Det ses blandt andet, at der blev holdt auktion hos Jacob Hansen i 1819.

Mange måtte dengang sælge ud af deres ejendele for at blive boende.  Og mange måtte sande, hvad det vil sige at være ejerbonde med de risici, der er for konkurs m.m.

Først efter 1830 gik det rigtigt fremad med økonomien i landbruget.

Elisabeth Straarup og Jacob Hansen fik 10 børn (3 drenge og 7 piger, en døde som spæd). 

Det var meget almindeligt med en stor børneflok, men der var også en stor børnedødelighed.  Alle børnene, på nær det sidste, overlevede dog den kritiske tid efter fødslen.  Elisabeth Straarup døde i barselssengen.

Først i 1800-tallet begyndte man at gøre noget ved skolegangen.  Jacob Hansen afstod således et areal til opførelse af en skole.  Skolen bliver rejst i 1811 for en sum af 500 rigsdaler.

Kort tid efter konens død flyttede Jacob Hansen gården ud fra fællesskabet i Agtrup.  Indtil da har gården ligget inde i landsbyen, og jordene har ligget i god afstand fra landsbyen.  Det har derfor været en stor forbedring, da Jacob Hansen i 1836 flyttede gården ud til det sted, hvor gården Skovly nu ligger.

Gården gik øjensynligt meget godt, for i 1869 beslutter Jacob Hansen at dele jordene mellem sine to sønner.  En nabo til Jacob Hansen har gjort det samme nogle år tidligere. 

Det ser ud til, at der allerede i 1867 er bygget en ny gård på jordene, nemlig Straarupsminde (eller som den hedder i dag Straarupvang).

Den næstældste søn Nis Jacobsen Straarup fik Straarupsminde, mens nr. 3 Peder Jacobsen Straarup fik den gamle gård Skovly.  Den ældste søn Hans Jacobsen Straarup var død allerede i 1863.  Jacob Hansen gik på aftægt i 1869 hos Peder Jacobsen Straarup.  Aftægten blev delt ligeligt mellem de to brødre.

Samtidig med brødrenes overtagelse af gårdene skiftede de med deres søskende.

Midt i 1800-tallet var tiden præget af de to store slesvigske krige.

Den første krig (treårskrigen) startede i 1848 og sluttede først i 1850.  Krigen startede med et oprør i Slesvig-Holsten, der krævede uafhængighed af Danmark.  Slesvig-holstenerne fik hjælp af tyske tropper.  Efter mange slag vandt Danmark.

I 1864 var den gal igen.  Tyskerne trak meget store styrker til området, og de vandt en overvældende sejr.

Ved den efterfølgende fredsslutning i Wien måtte Danmark afstå hele Slesvig-Holsten med undtagelse af 8 sogne i Tyrstrup herred.  Sdr. Bjert var netop et af disse sogne, der var så heldigt at komme med til Danmark.

Nis Jacobsen Straarup (1824-1892) blev gift sent (44 år) med Inger Marie Juhl, 30 år (1838-1906).  Inger Marie Juhl var datter af Søren Andersen Juhl fra Agtrup.

Trods det sene giftermål fik Nis Jacobsen Straarup 8 børn (6 drenge og 2 piger).

Landbruget gik rimeligt i denne periode med start af de mange danske andelsselskaber.  Det vides således, at en af sønnerne Martinus Nissen Straarup lånte pengene hjemme til forpagtningen af præstegården i Gammelby ved Stouby.

Selvom det gik rimeligt for landbruget i Danmark forsøgte to af børnene sig i USA og Canada.  De rejste ud under den store udvandrerbølge sidst i 1800-tallet, hvor de bosatte sig og hvor det gik dem godt.

Efter af Nis Jacobsen Straarup døde i 1892, gik der 10 år inden enken skiftede med den ældste levende søn, Søren Nissen Straarup.

Søren Nissen Straarup (1872-1957) overtog Straarupsminde i 1902.  Gården var da på 48 tdr. land.  Jorden blev drevet med havre, hvede, frøavl, roer, byg og 2-årsgræs, samt to tyre, 3 heste, 1 får, ca. 30 fedesvin og 100 månedssvin.

I 1903 blev Søren Nissen Straarup gift med Anne Marie Frederikke Hansen (1881-1956) fra nabogården Bregnholm.  Hendes far var Andreas Peter Hansen.

Søren Nissen Straarup havde gården fra 1902 til 1953, altså i 51 år.  Han deltog levende i forskellige aktiviteter.

Omvæltningerne var store i hans tid.  Han levede under ikke færre end 4 konger i sit voksne liv.  Han oplevede hele landbrugets mekanisering og begyndelsen til den store afvandring fra land til by.

Han oplevede naturligvis også genforeningen i 1920, hvor slægtningene i syd var med til at stemme Sønderjylland med til Danmark.

Han oplevede de to verdenskrige med de op- og nedture der var forbundet hermed.

Inger Marie Juhls (Ravns) far var Søren Andersen Juhl (Ravn) (Aksels oldefar).  Han kaldes skiftevis for Juhl og Ravn.  Søren Andersen var sandsynligvis husmand i Agtrup.  Han var gift med Karen Nisdatter ligeledes fra Agtrup.

Søren Andersen Juhl var ud af gårdmandsslægt fra gård nr. 1 i Agtrup.

Søren Andersen Juhls far, Anders Mortensen, var 4. generation på gården, som sandsynligvis er slettet lige før hans død i 1824.  Gården lå sydligst i Agtrup Sønderby.

Af præstens tinglysningsbog kan vi blandt andet se, at der er holdt auktion hos Anders Mortensen i 1819, 1821 og 1822, hvor han sandsynligvis har solgt ud af værdierne for at forsøge at redde gården.  Det lykkedes ikke, for allerede i 1823 måtte han afstå gården og tage arbejde hos de andre bønder.

Anders Mortensen var gift med Inger Stine Sørensdatter Hjort fra Tved i Dalby sogn.

Anders Mortensens far Morten Andersen, som kun var fæster på gården, gik det åbenbart godt.  Han havde en stor gård på 88 slesvigske tdr. land.  Han var gift med Inger Hansdatter, datter af Hans Michelsen Ravn fra Stenderup.

Inger Stine Sørensdatter Hjorts far, Søren Escildsen Hjort, var gårdmand i Tved i Dalby sogn.

Søren Escildsen Hjort var født i Hvinderup i Tyrstrup sogn (Christiansfeld) i 1747.  Han var gift med Helene Hansen.

Navnet Hjort stammer sandsynligvis fra moderens tredje mand Nis Hiordt.  Men det var moderens (Kirsten Sørensdatter) anden mand, Escild Thomasen, som var faderen.  han blev dog kun 45 år.  Han var født i Meng i Aller sogn ved Hejlsminde.  Escild Thomasen var gårdmand i Hvinderup.

Karen Nisdatters far, Nis Jensen Sørensen, er en af de få i denne familie, som med sikkerhed vides ikke at være beskæftiget med landbruget.  han var hjulmager i Sjølund i Vejstrup sogn.

Andreas Peter Hansen (Aksels morfar) var født i Vive kær i Fjelstrup sogn i 1831.  Hans forfædre er ikke nærmere beskrevet, da kirkebøgerne findes i Åbenrå.

Andreas Peter Hansen var gift to gange.  Første gang var med Anne Marie Frederikke Thaisen, som var datter af Hans Thaisen, som byggede gården Bregnholm.  Andreas Peter Hansen overtog gården efter sin svigerfar.

Anne Marie Frederikke Thaisen døde ved en ulykke i 1879.  Hun ville i februar over isen for at tale med en skovrider om, hvordan man bedst kærner smør.  Andreas trak hende på en slæde over isen, da den brast under dem.  Tililende fik forholdsvis hurtigt trukket dem op af vandet, men Anne Marie var da død, måske på grund af kuldechok i det kolde vand.  Det siges, at Andreas tog ulykken meget tungt.

Hans blev dog halvandet år senere gift med en søster til Anne Marie, nemlig Hanne Christine og de fik ca. 4 børn (Aksels mor var et af dem).

Hanne Christine Thaisens far, Hans Thaisen, var født i Tapsøre i Taps sogn i 1816.  Han var ud af en gårdmandsslægt.

Hans far var Mads Lauritzen Thaisen, ligeledes fra Tapsøre (Tapsuhr), og han var den første, der tog tilnavnet Thaisen.  Hvorfra navnet Thaisen stammer, vides ikke.  Hans far var Laurits Justesen.

Hans Thaisens kone var Mette Marie Jørgensdatter Staugård, som var født i Rebæk i Dalby sogn.  Navnet Staugård stammer fra hendes far Jørgen Fridrichsen Staugård, som var født i Staugård i Sommersted sogn.  Jørgen Fridrichsen var gift med Johanne Marie Christiansdatter Dall fra Rebæk i Dalby sogn.